Jeg er ankommet til det forjættede nord. Landet hvor Noerderne færdes frit.
Rejsen herop var forbavsende begivenhedsløs, men min rejsefælle, den gode Doktor Brynning gjorde sit til at holde eventuelle vilde på afstand med sin sang. Vor motorkaretdroche formåede også at klare turen uden større kvaler.
Ved ankomsten blev vi mødt af de lokales ordensmagt, der nemmest genkendes ved deres klare orange klædedragt. Første punkt på dagsordenen er at sikre sig et sikkert sted at overnatte, og jeg har ladet mig forstå at dette klares nemmest ved at aflevere slidte lapper af papir til de orangeklædte, som kaldes Eenphonavter.
Ved henvendelse til en såkaldt Eenphonavt bliver jeg mødt med hvad jeg bedst kan beskrive som et undrende blik, mens jeg prøver at gøre mig det forståeligt at jeg ønsker kost og logi mens jeg gæster de indfødtes årlige Ting.
Efter kraftig gestikulering og viften med armene, samt brug af gutturale kliklyde, ser det dog ud til at den indfødte fangede min mening og hjalp mig på vej.
Noget ejendommeligt overnatter de indfødte ved arrangementer som disse i kommunale sovehytter, bygget af sten og træ. Jeg kan fortælle at jeg allerede nu savner min seng, men ekspeditionen må og skal blive en succes. Og således ofrer jeg mig i videnskabens navn.
Til trods for at mange stammer er samlet på et lille sted, så er området forbavsende ryddeligt. Igen får jeg forklaret at dette tilskrives en anden gruppe af dedikerede indfødte. Jeg kan dårligt formulere deres navn på skrift, endsige udtale det, men nærmeste approksimering er Dhjirtbuhsders. Denne gruppe er såvidt jeg forstår også det nærmeste de indfødte kommer til at have en militærstyrke. Vældig imponerende når man antager den store variation der eksisterer blandt stammerne i betragtning.
Jeg har nu fundet mig et stille hjørne hvor jeg i ro og mag kan observere de indfødte og deres ritualer.