Rejsen herop var forbavsende begivenhedsløs, men min rejsefælle, den gode Doktor Brynning gjorde sit til at holde eventuelle vilde på afstand med sin sang. Vor motorkaretdroche formåede også at klare turen uden større kvaler.

Ved ankomsten blev vi mødt af de lokales ordensmagt, der nemmest genkendes ved deres klare orange klædedragt. Første punkt på dagsordenen er at sikre sig et sikkert sted at overnatte, og jeg har ladet mig forstå at dette klares nemmest ved at aflevere slidte lapper af papir til de orangeklædte, som kaldes Eenphonavter.

Ved henvendelse til en såkaldt Eenphonavt bliver jeg mødt med hvad jeg bedst kan beskrive som et undrende blik, mens jeg prøver at gøre mig det forståeligt at jeg ønsker kost og logi mens jeg gæster de indfødtes årlige Ting.

Efter kraftig gestikulering og viften med armene, samt brug af gutturale kliklyde, ser det dog ud til at den indfødte fangede min mening og hjalp mig på vej.

Noget ejendommeligt overnatter de indfødte ved arrangementer som disse i kommunale sovehytter, bygget af sten og træ. Jeg kan fortælle at jeg allerede nu savner min seng, men ekspeditionen må og skal blive en succes. Og således ofrer jeg mig i videnskabens navn.

Til trods for at mange stammer er samlet på et lille sted, så er området forbavsende ryddeligt. Igen får jeg forklaret at dette tilskrives en anden gruppe af dedikerede indfødte. Jeg kan dårligt formulere deres navn på skrift, endsige udtale det, men nærmeste approksimering er Dhjirtbuhsders. Denne gruppe er såvidt jeg forstår også det nærmeste de indfødte kommer til at have en militærstyrke. Vældig imponerende når man antager den store variation der eksisterer blandt stammerne i betragtning.

Jeg har nu fundet mig et stille hjørne hvor jeg i ro og mag kan observere de indfødte og deres ritualer.

Der vil vi besøge, og observere, Noerderne mens de mødes til et af deres årlige Ting.

Vi forventer at det bliver en begivenhedsrig rejse, og må indrømme at det ikke er uden en vis frygt i brystet at vi begiver os ud på denne rejse. Men tiden vil vise hvilke oplevelser denne rejse vil bringe med sig.

Det er svært at skabe de bånd der gør at man er villig til at gå gennem de prøvelser sammen, som man nødvendigvis bliver udsat for som eventyrerer, ninjaer eller orker. Men ikke desto mindre er de bånd vigtig for fiktionen.

Jeg oplever tit at dem jeg spiller sammen med, og mig selv iøvrigt, er forfaldne til at spille “realistisk”, i den forstand at vi kigger lidt for reelt på hvad vores karakterer vil gøre i den givne situation, fremfor hvad vi bør gøre for at fremme historien. Om det kun er gældende for dem jeg kender og spiller med, eller om det generelt er symptomatisk ved jeg ikke. Men fordrende for en fed historie er det ikke.

Så det vi gjorde til Mage … eller det jeg gjorde … var at stille et krav om spillernes karakterer allesammen er barndomsvenner. De har gået de sidste år af folkeskolen sammen, og har fulgtes ad i gymnasiet. De var outsiderne, freaksne og nørderne. Den slags loyalitet der kan opstå imellem dem der er nødt til at holde sammen for overlevelsens skyld er noget af det bedste man kan finde.
Endvidere blev det aftalt at de senere er drevet lidt fra hinanden, og derfor har taget hver deres retning gennem voksenlivet. Det giver spillerne mulighed for at bygge karakterer der har de træk, og den baggrund, som de synes er interessant at spille. En er f.eks. musiklærer, mens en anden karakter faldt komplet af sporet og er endt med at leve et liv i småkriminalitet.

Forhåbentlig giver det en rigtig god base for dem at starte spillet på inden de opdager at de er noget ganske særligt. Næste skridt og udfordring, bliver at finde den rette og fede måde at præsentere dem for det overnaturlige på.

Jeg har overvejet at lade dem blive udsat for noget lign startscenen i Underworld, som på trods af at være en middelgod film, vinder meget ved sekvensen hvor de ganske uvidende dødelige bliver fanget i åben ildkamp mellem varulve og vampyrer. Alternativt tænkte jeg på at lave en åbning ala Supernatural, hvor en af karakterernes nærmeste bliver dræbt af “Skurken”, hvorefter jagten går ind. Jeg tager iøvrigt gerne imod idéer.

Jeg er dog ret heldig i at jeg har en god gruppe spillere, som allesammen er ret flinke og fleksible i deres tilgang til rollespil.

Min umiddelbare tanke med kampagnen (og det er ikke mere da jeg kun har haft ca 2 dage til at tænke over tingene), er at spillerne starter som ganske almindelige mennesker. Ganske og aldeles uvidende om at de har særlige talenter.

Karaktererne er gamle barndomsvenner, der gennem tiden har haft mange eventyr, men efterhånden som årene er gået er gledet fra hinanden, indtil ekstraordinære begivenheder bringer dem sammen igen.

Herfra løber kampen for at redde verdenen.

Jeg har ikke skrevet meget konkret endnu, men istedet fokuseret på at finde den tone og stemning jeg gerne vil køre med. Og i den kontekst har jeg blandt andet fundet en stak film som jeg trækker på. Jeg antager at jeg udvider med både musik og bøger på et tidspunkt.
Filmene er Dreamcatcher, Limitless, The Matrix, Donnie Darko, Eyes Wide Shut og Dark City. Fælles for dem allesammen er at de i en eller anden udstrækning handler om mennesker med særlige evner eller i ekstraordinære situationer.

Anywhoo … som du kan lure, så har jeg tænkt mig at skrive lidt mere om kampagnen, og mine tanker og planer her.

FORKERT KLOVN!

Du laver et produkt. Som du gerne vil sælge. Forhåbentlig til så mange at projektet løber rundt. Det er den helt grundlæggende aftale der ligger i at du beder nogen om penge. I det øjeblik du gør det, så er du også ansvarlig for at forvalte de penge korrekt, og leve op til aftalen om at levere det forventede produkt.

Hvis du har deltagere der ikke får den oplevelse du forventede at give dem, er det oftere end ikke deres egen skyld. Mange scenarier/con’er halter gevaldigt på kommunikationsfronten, og dårlig kommunikation er den kraftigste årsag til at man ikke er istand til at afstemme sine forventninger. Og når forventninger ikke bliver mødt … tjah, så bliver folk skuffede eller, endnu værre, sure.

Det her er ikke et rant om at man skal prøve at tilfredsstille alle. Det ville være noget pjat og spild af tid. Men det er til gengæld et rant om at man skal tænke sig godt om hvad det er for et produkt man vil sælge, og hvem det henvender sig til.

Det er rigtigt at liverollespil er et særligt produkt. Det er et produkt hvor du mister al kontrol i det øjeblik at startskuddet har lydt. Men det gør det ikke mindre til dit ansvar at det går godt, at dine “kunder” har en god oplevelse eller at dit arbejde er ophørt bare fordi nu er terningerne kastet.

Men det er noget vås at påstå at et liverollespil er noget vi skaber i fællesskab. Det er rigtigt at selve historien efter spillet starter en fælles indsats og et kollektivt ansvar, men det er dit arrangement. Det er dig som arrangør der har haft en vision eller en drøm om en historie du vil forsøge at fortælle. Glem aldrig det. Glem aldrig at du har bedt andre om penge, tid og engagement for at få fortalt den historie der er vigtigst for dig.

Faktisk spiller jeg ikke nær så meget liverollespil længere som jeg gjorde før. Der er mange faktorer der bærer ansvaret herfor, men den største er tid. Jo ældre vi bliver jo mere sparsom bliver den tid vi har. Det bliver sværere og sværere at finde tid til alle de fede ting der foregår. Når man så kombinerer det med et efterhånden snævert og ensformigt udvalg … well, så bliver det problematisk. Faktisk kan man indsnævre feltet til tre typer af scenarier:

1. Kampagner
2. Sommerscenarier
3. “Bliv klogere på dig selv” scenarier

Selvom disse tre allesammen er fine og gode, så synes jeg også det er samme rille vi sidder fast i. Før jeg går videre vil jeg snakke lidt mere om hvad jeg mener problemet med de enkelte typer er.

Kampagner

Der findes, såvidt jeg ved, kun to typer af kampagner som lever i mere end en eller to afviklinger. Den ene er første søndag og den anden er vampire. Første Søndag kampagnerne henvender sig primært til yngre spillere (faktisk helt specifikt er det vores gateway drug, så vi kan holde miljøet i live med nyt blod og ungt kød). Det betyder ofte at voksne spillere er tvunget til at “dumme sig ned” for ikke at ødelægge oplevelsen for de nye og yngre spillere.

Vampire kampagnerne … well … jeg har svært ved at finde ord for alt hvad der er galt. Jeg har endnu ikke oplevet en vampire kampagne hvor det ikke er gået galt til enten pga. uoverensstemmelser blandt arrangørerne, udpræget nepotisme, dårlig behandling af deltagerne eller komplet og total mangel på forståelse for det produkt man producerer.

Et knæk fra denne kotume kan dog nemt komme i forbindelse med Krater, som er TROAs post-apokalyptiske satsning i det nordjyske.

Sommerscenarierne

Store scenarier, hvor vi kan opsætte den store scenografi. Bygge komplette verdener. Lave kroer, fyrsteborge og jeg ved ikke hvad. Og det er faktisk måske det der er det store problem. Næste år bliver Khypris 0 afviklet, og efter hvad jeg så af deres trailer til årets Hyggecon ( ), så bliver det ret fantastisk. Men samtidig så kan jeg høre at folk allerede har været igang med at planlægge grupper, lave kostumer og meget mere.

Kombineret med omkostningen, så begynder det at blive åndssvagt meget arbejde, for at få lov til at leve livet som smedens lærling i en uge. Jeg skal tage fri fra arbejde mindst en uge, jeg ender med at bruge 4-500 kr på billetten til scenariet, i værste fald op mod 1500 kr på kostume (hører jeg fra andre) og så måske yderligere 4-500 kr i transport og diverse. Det begynder at føles mere og mere som om man ligeså godt kunne tage til Roskilde Festival (som jeg iøvrigt også mener er blevet for dyrt – både i tid og penge).

Bliv klogere på dig selv-scenarierne

Disse scenarier er typisk fantastisk awesome. Både i scenografi, opsætning, forberedelse, indlevelse og meget andet. Kategorien dækker over scenarier såsom KAPO og System Danmarc. Disse scenarier er ofte slået stort op, og kommer typisk med en eller anden form for pointe eller lektie tilknyttet. De tiltaler os fordi vi gerne vil presse os selv, udfordres og fordi frygten for nekromantikeren er blevet lidt mere fesen efter vi er blevet ældre. Men de er ofte alvorlige. Samfundskritiske, måske? Eller også tvinger de os til at stille spørgsmålstegn ved vores verdensopfattelse. Pointen her er at vi skal lære noget. Vi skal blive klogere på os selv, vores medmennesker og den verden vi lever i.

Kom nu til sagen, menneske

Du er sikkert ved at være træt af at jeg vrøvler. Hvad er det egentlig jeg prøver at sige? Well, det jeg prøver at sige er at selvom de tre ovenstående modeller er awesome (det må de jo være, de har overlevet indtil nu), så synes jeg ikke de er tilstrækkelige. Enten er jeg blevet for voksen til at lege for alvor, eller også kræver det 1 års forberedelse eller også skal jeg død og pine lære noget. Alle ting er awesome. Jeg har været rigtig glad for at deltage i og være med til at lave Legendernes Tid scenarierne tilbage i dagene på sjælland. System Danmarc var et af mine livs største oplevelser. Og jeg kan ikke sætte ord på hvor meget latter jeg har delt med venner efter ture til Hareskoven på sjælland.

Men i mit voksenliv savner jeg en legeplads. Nemt og ligetil. Uforpligtende og sjovt. Vi mangler mere for-sjov rollespil for voksne rollespillere. Jeg savner magien fra da jeg var yngre, hvor det fantastisk og spændende og nervepirrende.

Leg med mig. Please. Jeg bliver alligevel ikke klogere.

Som det er med mange scenarie forfattere (ja, måske endda bare folk der producerer ting) så er jeg hysterisk præstationsangst. Jeg kunne tweake og fluekneppe i en evighed, og på trods af at jeg sjældent er istand til at holde kæft når jeg skal snakke, så er mine evner udi det skrevne ord svært begrænsede. Ikke fordi ordene ikke er der, men jeg analyserer alting i en evighed og synes aldrig det er godt nok. Så hvad gør man så? Man får hjælp. I dette tilfælde fik jeg hjælp af Simon James Pettitt, som indvilligede i at skrive roller til scenariet, baseret på mit oplæg og en kort workshop vi lavede sammen, hvor vi mappede relationer, minder og triggers.

“Men hvad er du vrøvler om, Thomas?”, sidder du garanteret og spørger dig selv. Well, det er såmænd et scenarie ved navn “Forevigt Er Ikke Så Længe”, som blev afviklet for første gang på årets Hyggecon. Scenariet var i høj grad et eksperiment. Der er en meget stram sandkasse at arbejde indenfor, og som en af de få mekanikker vi havde, brugte vi en playliste af musik, hvor enkelte sange var skrevet ind i rollerne som triggers til minder.

Disse minder var alle en central del af karakterens identitet, og var i langt de fleste tilfælde en oplevelse som man delte med en af de andre karakterer i scenariet. Tanken bag denne mekanik var at vi alle har sange som vi har oplevelser, følelser og stemninger bundet op på. Sange som, når vi hører dem, øjeblikkeligt transporterer os tilbage til en anden tid i vores liv.

Scenariet er i høj grad sat op til at være baseret på reaktioner på følelser vækket af disse minder, men udover dette er der ikke en fastlåst skæbne i scenariet. Det er faktisk i høj grad op til spillerne om det skal være et feel-good eller feel-bad scenarie, for bare at nævne den åbenlyse vinkel.

Præmissen for scenariet var for at sige det nemt; lettere søgt, campy og en smule corny. Jorden står foran at blive ramt af en meteorit. Vores hovedpersoner er med andre ord dødsdømte. Med få timer tilbage på jorden, bliver de stillet foran spørgsmålet om hvordan de vil gå deres endeligt i møde. Fortsætter de med de små hvide løgne vi alle har? Kommer de “clean” og går deres endeligt i møde med en ren samvittighed?

Jeg har lovet Tore og Thais, som var to af spillerne på Hyggecon at scenariet kommer op til download, og det gør det også, når jeg lige får renskrevet dokumenterne. Indtil da kan du f.eks. se kortfilmen der inspirerede cirkusset.

Der var mange praktiske fejl og problemer i arrangørlejren. Alt fra timing af vores PR og reklame, til mine egne personlige tekniske fuckups ifbm. tilmeldingen (det var egentlig planen at vi i år skulle have kørt vores nye system i brug, men ak, som med alle IT projekter så gik det også galt). Men netop på trods af dette er jeg ret stolt over at det faktisk ikke lod til at gå ud over vores deltagere. Der var glade ansigter stort set overalt. Det betyder ekstremt meget for arrangørerne.

Programmet i år var også noget ganske særligt. 9 rollespilsscenarier, 10 oplæg og præsentationer og 8 workshops. Kombinerer vi det med et utal af timer brugt på brætspil, warhammer turnering og meget andet, well, så har vi haft travlt med at hygge os.

Vi lærer noget nyt hvert år, ofte i trit med at vi har den naturlige udskiftning i arrangørtruppen. Vi bliver hele tiden bedre til at forstå hvordan vi gør bedst brug af vores individuelle forcer. Det betyder at nogen af arrangørerne dog også havde en dårligere oplevelse end ellers, men overordnet set ser vi fortrøstningfuldt på årets afvikling.

Når det så er sagt, så skal vi til at hanke gevaldigt op i os selv. Der er for meget der køres på rutinen, og for mange steder hvor vi kan (og bør) stramme op. Eidolon har som helhed dvælet for længe ved at vi ikke laver andet end Hyggecon, og desværre har Hyggecon de sidste par år ikke givet overskud. Det gør at vi er ude i en trist tendens, der meget vel kan risikere at vi (afhængig af hvor mange penge vi har tjent i år) skal stramme livremmen gevaldigt ind til næste års Hyggecon. En ting jeg vældig nødig vil have at vi gør. Men vi skal ikke gøre noget bare fordi det er noget vi altid har gjort. Det skal give mening, det skal være sjovt og det skal vigtigst af alt være tilpasset vores deltagere.

Men det laver ikke om på at vi år har oplevet en gevaldig opbakning om en solid Hyggecon. En Hyggecon med det bedste program jeg har set i mange år. En Hyggecon med helt igennem fantastiske mennesker (selv Jesper Lindhard var til at holde ud i år). God mad (kokkereret af køkkenninjaerne, bedre kendt som Henrik Krøjmand, Jakob Kyed, Cecilie Balling, Tobias Faber og resten af køkkenholdet) og mere latter end mine kinder vil tilgive mig i ihvertfald en uge endnu.

Tak for i år. Forhåbentlig ses vi næste år, hvor du jo selvfølgelig har dine venner med.

Umiddelbart må budskabet være at jeg, som så mange andre i det danske rollespilsmiljø også gør mig nogen tanker om hvad det er vi går og laver, hvad jeg mener om det og alt sådan noget. Oliver har forlængst truet med at hvis jeg begyndte på det her ville jeg blive en af rollespillets intellektuelle elite, så jeg antager at nu er tidspunktet hvorpå I kan starte jeres “one of us” chant. Men som undertitlen antyder, så er jeg ikke et specielt klogt menneske. Jeg har dog meninger. Dem får I at læse.

Indholdet vil være lidt om scenarier jeg arbejder på, generelle observationer og så ting som jeg finder vigtige.